Nærvær, trygge rammer og en god barnetid – kendetegner Vuggestuen Spiren
Udviklingsstøttende rammer fulde af nærværende voksne, er hvad jeres barn vil opleve i Spiren. Her bliver alle børn set som værdifulde og børnene får lov til at opleve verden i institutionen på egne præmisser og igennem mindre fællesskaber.
Alle børn er værdifulde
I Spiren vil vi skabe nogle rammer, der giver hvert enkelt barn mod på, og lyst til, nye udfordringer, at erobre verden og drage sine egne erfaringer på egne præmisser. Vi arbejder med at give børnene succeser, styrke dem i at tage valg, sige ja og nej i deres samspil med andre og dermed skabe en god barnetid fuld af sjov og muligheder.
I det daglige arbejder vi med udvikling af børnenes kompetencer (f.eks. socialt samspil, motorik, sprog/ kommunikation) ud fra respekten for det enkelte barn. Vi synes, det er vigtigt, at det enkelte barn føler sig værdifuldt, som den person det er og ikke kun for, hvad det kan (god til at synge, tegne, tale og lign.)
Nærværende voksne skaber trygge børn
I Spiren er vi nærværende, støttende og hele tiden bevidste om, at vi både, i vores samspil som gruppe, og som enkeltperson, er modeller for børnene. I vores tætte samarbejde med jer, ønsker personalet at skabe nogle trygge rammer for børnene. Dette skal give hvert enkelt barn optimale muligheder for en god og sund udvikling, såvel psykisk som fysisk.
For at sikre at jeres børn bliver mødt af nærværende voksne, forsøger vi at arbejde med fordybelsesgrupper hver dag. Her får alle børn mulighed for at blive set, hørt og mødt af en voksen i samspil med 2-3 andre børn. Der laves planlagte udviklingsstøttende aktiviteter i gruppen.
Varieret og ernæringsrigtig kost giver grobund for sundhed
Vi lægger stor vægt på, at børnene tilbydes sund, varieret og ernæringsrigtig kost i forhold til deres alder. Vi tilstræber anvendelse af økologiske produkter i størst muligt omfang. Vi har blik for bæredygtighed og mindst muligt madspild.
Legestue for nye børn og forældre giver tryggere opstart
Vi er interesserede i at skabe et godt forældresamarbejde så tidligt som muligt. Vi tilbyder derfor legestue en gang om ugen, for børn og forældre, som har takket ja til en plads i Spiren. Forskning viser, at det letter indkøring af det lille barn og ikke mindst jer som forældre, når vuggestuen og alt det nye, er blevet et sted som I kender, før vi starter den formelle indkøring.
Legestuen er et frivilligt tilbud og kræver ingen tilmelding. Dørene vil være åbne i nedenstående tidsrum.
Legestuen afholdes hver torsdag i tidsrummet kl. 9.30-10.30. Målet med legestuen er, at vi lærer hinanden at kende, dit/jeres barn lærer vuggestuens legetøj, dufte, lyde og stemning at kende og vænner sig til at vores døre tit går op og i. Ligeledes får både du/I og dit/jeres barn, sat ansigt på de voksne i huset. I vil blive budt velkommen af en pædagog, der vil tage imod og være sammen med jer og jeres børn.
Der er kaffe/te eller vand på kande til de der har lyst.
I er altid velkomne til at komme og se vores institution efter aftale, og vores legeplads er altid tilgængelig efter åbningstid.
Mere information om Spiren
Vuggestuen Spiren er en kommunal institution med plads til 38 børn i alderen 0-3 år.
Vuggestuen har til huse i lejede lokaler ved boligselskabet Plusbolig på Hadsundvej 119, 9000 Aalborg og er en del af Dagtilbud Vejgaard